Historien om Skamlingsbankeselskabet

Baggrunden

Skamlingsbankeselskabet er uløseligt forbundet med Højskamling, og sammen fortæller de om vigtige træk af Danmarks historie, særligt om 1800-årenes sønderjyske sag i Slesvig. Siden 1843 har stedet været et folkeligt og nationalt samlingssted for dansksprogede sønderjyder og demokratiske bevægelser. Slesvig og det sydligere Holsten var i begyndelsen af 1800-tallet hertugdømmer og udgjorde en del af Helstaten Danmark. Grænsen til kongeriget Danmark gik ved Kongeåen, og Skamling lå således i det nordlige Slesvig/Sønderjylland. I begge hertugdømmer var administrationssproget tysk, men mange sønderjyder holdt fast i det danske sprog, selvom det danske sprog blev mere og mere trængt.

Konflikten skærpedes, da en slesvig-holstensk embedsmand i 1830 krævede en fri forfatning for begge hertugdømmer, adskilt fra Danmark. Sønderjyder, der ønskede at bevare tilknytningen til Danmark og det danske sprog, svarede igen ved at kræve dansk som administrationssprog i de sogne, hvor man talte dansk i skole og kirke. Det efterkom kong Christian den 8. i 1840 med det såkaldte “sprogreskript”.

Peter Hiort Lorenzen

Hiort Lorenzen, der ejede en stor købmandsforretning i Haderslev, var samtidig stærkt politisk interesseret, og i 1834 blev han valgt til den slesvigske stænderforsamling, hvor han blev leder af den liberale fløj. Lorenzens mål var først og fremmest en fri forfatning, som han i begyndelsen mente kun kunne opnås sammen med Holsten, men i 1839 nedlagde Hiort Lorenzen sit mandat, idet han ikke længere anså en slesvig-holstensk forfatning som mulig, og i stedet indledte han et samarbejde med Christian Flor og den nationalliberale Orla Lehmann med det mål at få knyttet Slesvig til Danmark, så snart kongeriget havde fået en fri forfatning. I 1841 blev Hiort Lorenzen valgt af en kreds af dansksindede sønderjyder til stænderforsamlingen, og sammen med Christian Flor forberedte han en tale, som skulle holdes på dansk i stænderforsamlingen, hvor alle ellers talte tysk. Referenten, der forstod dansk, refererede på tysk, men dagen efter blev det overstreget med bemærkningen på tysk: “han talte dansk”. Talen og de efterfølgende møder skabte stort nationalt røre. Og da kongen pålagde, at kun de, som ikke kunne tale tysk, måtte tale dansk i stænderforsamlingen, udeblev Lorenzen i protest. Hermed blev Hiort Lorenzen danskhedens fører i Sønderjylland frem til sin død i 1845, og det var årsagen til, at dansksindede sønderjyder ønskede at hylde ham i 1843.

Sommerstedfesten

I vinteren 1842/43 var der planer blandt bønderne i Haderslev Amt om at modtage Hiort Lorentzen, når han vendte tilbage fra stænderforsamlingen. Det endte dog med at blive sognefogederne, med J. Jochumsen fra Kabdrup (mellem Christiansfeld og Haderslev) i spidsen, som inviterede Hiort Lorenzen og hans fæller til gilde, med Laurids Skau som primus motor. Oprindelig var det planen at afholde festen i Haderslev, men flere kroværter undslog sig af frygt for repressalier fra slesvig-holstenerne. Derfor blev det værten Paul Therkelsen Samsøe i Sommersted, der lod nogle skillemure rive ned for at gøre plads til gæsterne.

Om eftermiddagen den 21. februar 1843 samledes omkring 100 nordslesvigske bønder til fest. Uden for huset vajede Dannebrog stolt og festligt fra en lang stang, og der var pyntet op med æresport af gran både udenfor og i spisesalen. Der var både taler og sange, heriblandt Laurids Skaus tale ”Løftets Bæger”, der dog var skrevet af Christian Flor. Men den tale, der for alvor kom til at sætte sit præg på festen, var mølleren Hans Ivar Staals tale, hvor han annoncerede for forsamlingen, at han dagen forinden havde købt et stykke jord på 3,5 hektar – Højskamling beliggende ved Grønninghoved bakker i Vejstrup sogn – for 704 rigsdaler sølv. Nu kunne han højtideligt overlevere den underskrevne kontrakt til Peter Hiort Lorenzen og proklamere, at der inden tre måneder skulle afholdes en fest på Højskamling, som skulle markere og højtideligholde årsdagen for sprogreskriptets indførelse.

I løbet af aftenen blev festen ramt af et voldsomt uvejr og snestorm, som resulterede i, at de deltagende gæster fortsatte festen til den lyse morgen. Sommerstedfesten blev hermed stiftelsesfest for Skamlingsbankemøderne, idet der i løbet af aftenen – eller natten – blev nedsat en komité på 17 medlemmer, der skulle forberede det kommende møde på Højskamling. Sommerstedfesten markerede således det første danske, nationale og folkelige møde, der blev afholdt i Sønderjylland, og som var kendetegnet ved, at det i overvejende grad var bønderne selv, der førte ordet. Det er blevet fremført, at det muligvis var Peter Hiort Lorenzen selv eller Peter Christian Koch (redaktør ved ugebladet Dannevirke), der fik idéen til at købe Højskamling og som lagde de efterfølgende planer, men det kan endnu ikke bekræftes i de kilder, vi kender til.

Skamlingsbankeselskabets stiftelse

I Haderslev den 6. marts 1843 samledes 19 danske mænd fra Haderslev Amt for at konstituere det selskab, der havde til formål at afholde en dansk folkefest årligt på Højskamling i Vejstrup Sogn.

Planen var, at udgifterne til det 3,5 hektar store jordstykke på Højskamling, der var købt for 704 rigsdaler sølv, skulle dækkes via aktietegning på otte rigsdaler stykket. Det første Skamlingsbankeselskab var et midlertidigt selskab, indtil det nødvendige antal aktier var tegnet, og aktionærerne i en generalforsamling kunne vælge en ny bestyrelse. Den første bestyrelse, der blev udpeget, bestod af: Sognefoged Jørgen Pedersen, Sjølund, Gårdmand Iver Andersen, Grønninghoved, Møller Hans Ivar Staal, Taarning Mølle, Gaardmand Bertel Hansen, Taarning og Proprietær Wiimh, Slaugaard.

Selv om det ikke står anført nogen steder, antages det, at selskabets første formand var møller Hans Ivar Staal. Sammen med Laurids Skau stod han i spidsen for opkøbet af Højskamling.

Til folkefesten den 18. maj 1843 bestod selskabet af ca. 100 medlemmer, men først den 13. maj 1844 blev der afholdt en generalforsamling, hvor selskabets første vedtægter blev vedtaget. Her fremgik det, at selskabets formål var årligt på Højskamling af afholde en erindringsfest for den kongelige gave, som sprogreskriptet af 14. maj 1840 udgjorde. Festen skulle afholdes på den skønneste årstid, omtrent ved midsommer, og på en dag fastlagt af bestyrelsen. Formelt set gik Skamlingsbankeselskabet først over i foreningseje (tidligere privat aktieselskab) efter, at selskabet den 26. april 1854 fik kong Frederik den 7.’s underskrift som retsligt bestående kongelig autoriseret korporation (selskab/forening).